Paneldiskussioner |18-19. SEPTEMBER
Kan sundhed i skolen handle om mere end motion, rygning og alkohol?
I midten af august blev en undersøgelse af danske skoleelevers trivsel offentliggjort. Overraskende mange elever klagede over mistrivsel, svarende til at hver 4. elev mindst 1 gang om ugen havde hovedpine og ondt i maven. Det er ikke acceptabelt og nødvendiggør at man må se sundhed i skolen i et bredere perspektiv for at søge mulige forklaringer. Oplægsholderne vil komme med bud på et sundt skolemiljø og diskutere med publikum.
Jesper Holm, som er lektor på RUC og underviser i sundhedsfremme fortæller i denne workshop om, hvorfor han hvert år introducerer de studerende til en Steinerskole. Pointen er, at sundhed handler om meget mere end en sund krop. Det har Steinerskolerne øje for, fordi der arbejdes med et helhedssyn på krop, sjæl og ånd. De studerende oplever i praksis, hvordan et socialt fællesskab, hvor man har fokus på, at eleverne oplever dét, der foregår som meningsfuldt og håndterbart, skaber et sundt miljø.
Carina Nilsson, som er lærer på Kristofferskolen, vil supplere og forklare hvordan elementer som henholdsvis rytme og tryghed i de mindre klasser, og udvikling af elevernes dømmekraft og kreative forståelsesprocesser i de største klasser giver en ”sund” undervisning.
Mindre mobning i Steinerskolen?
Det er aldrig undersøgt, om der er mindre mobning i Steinerskolen, men vi har grund til at tro, at det er sådan, fordi en del elever kommer til skolen, når de har oplevet mobbe-problemer andre steder, og mange af dem falder til og trives uden problemer. Men selvfølgelig kan man ikke frikende nogen 100%, vi voksne ved jo ikke altid, hvad der foregår. Spørgsmålet er om man kan komme mobning til livs med mobbeplaner og samtaler med eleverne – er det nok, eller skal mobbepolitikken implementeres løbende i sociale aktiviteter for at det virker??? 2 steinerlærere vil give deres bud på, hvordan det lykkes at skabe en rummelig skole, hvor der er plads til forskellighed i faglig dygtighed, i væremåde, i påklædning og i sociale kvalifikationer.
Hvordan understøtter Steinerskolen lysten til at blive iværksætter?
Rene Roger Rasmussen gik ud af Steinerskolen for få år siden og har siden været iværksætter med eget firma og er bl.a. initiativtager til Youth Section. Ulrik Bing har en fortid som steinerelev, og driver i dag flere restaurenter i København. De vil fortælle, hvilke kvalifikationer og forudsætninger Steinerskolen har givet dem i forhold til at kaste sig ud i selv at skabe nye initiativer og virksomheder.
Via sit arbejde vil Lotte Juhl, der har ”et ben i hver lejr” som dels eurytmist (underviser i faget eurytmi, der er en bevægelseskunst som er helt speciel for steinerskolen), og erhverskonsulent, i det fælles nordiske konsulentfirma Seaquinta komme med sine bud på, hvordan steinerskolen underbygger elevers iværksætterevner.
Paneldiskussion søndag kl. 13.30-15.00: Tidligere steinerelever fortæller om, hvad skolen har betydet for dem.
Peter Jonas Thiesen, cand. mag. moderne kultur, billedkonsulent Polfoto
Johannes Pedersen, arkitekt, partner og medstifter af firmaet NORD
Jakob Laursen, underdirektør, Buisness Intellegens, Alka Forsikring
Thea Mikkelsen, cand mag.moderne kultur/can.psyk., konsulent og leder af Center for Kreativitet, byrådsmedlem i Gentofte Kommune for Det Radikale Venstre
Jesper Platz, produktionsdirektør i Novo Nordisk, phd/forsker
Torquil Watt, cand. med., phd 1. reservelæge på endokrinologisk afd. Rigshospitalet, forskningsleder på projekt om livskvalitet for Thyreoidapatienter
Mette Korsgaard, læreruddannet og nu antroposofisk uddannelse, klasselærer på Vidar Skolen.
Cecilie Cornett, cand.psyk., organisationpsykolog og samtalepartner
Christina Lærke Vilhelmsen, jordemoder
Skolernes udstilling i Brøndsalen
Skolernes udstilling i Brøndsalen åbnes fredag af Michaelskolens overskoleorkester, herefter følger folkedans, stomp og et lille skuespil af elever fra Michaelskolen og Kvistgårdskolen.
Om lørdagen er der workshops i et telt udenfor Brøndsalen med smedning, pileflet og håndarbejde. Indenfor kan man sætte sig og følge med i 4 forskellige paneldiskussioner eller man kan se en udstilling af en elevs arbejder gennem 12 år – samme elev kommer lørdag aften med et flot danseshow, som var en del af hans årsopgave i 12. klasse. Ved 4 emneøer kan man få en nærmere snak med lærere fra de sjællandske skoler om musikundervisningen, om læse- og regneundervisningen i indskolingen, om naturvidenskab i de største klasser og om håndværksundervisningen. Lørdag aften håber vi at overskoleelever fra hele Sjælland vil finde vej til Brøndsalen og mødes til Karfukels medrivende musik og Alexanders danseshow. Vi håber også at et skuespil – ligeledes en årsopgave fra 12. klasse vil finde vej til Brøndsalens scene.
Søndag formiddag optræder elever fra Kvistgaardskolen, og om eftermiddagen har en god håndfuld tidligere steinerelever sat hinanden stævne til en diskussion af hvad steinerskolen har givet dem med i livet. Også søndag vil der være workshops i teltet foran Brøndsalen.
Vel mødt !
Se hele programmet her.